Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Renovering af kirketårn i 2021

5. maj 2021

Så blev stilladsfirmaet færdig og håndværkerne begyndte arbejdet den 3. maj 2021.

Det første projekt er at få afrenset tårnet og en sandblæser er godt i gang. Det kan give lidt støv som forhåbentligt fanges af plastinddækningen, og skal vi glæde os over regnen p.t., er den med til at dæmpe det støv, der måtte undslippe inddækningen. Sandblæsningen forventes afsluttet inden for de næste 2 uger.

25. april 2021

Så er der snart klar til håndværkerne.

Med lang tids tilløb er renovering af Ringe Kirkes tårn nu i gang.

For mere end 3 år siden blev tårnets tilstand nøje gennemgået og det stod klart, at der skulle gennemføres en gennemgribende renovering.

De 3 år er så brugt på at få projektet godkendt i provstiet, stiftet og Nationalmuseet, og også til at skaffe den nødvendige finansiering.

Det er murværket, taget, skotrender, ja faktisk alle udvendige overflader, der skal renoveres, men ikke mindst er det ankrene, der er fastgjort til de indvendige bygningsdele såsom bjælker og spær, der er i kritisk tilstand. Renoveringen kommer således også til at omfatte en del indvendigt i tårnet.

Renoveringen ændrer ikke noget på kirkens udseende, udover at kirkens ur også renoveres og fremover vil kunne vise aktuelt klokkeslæt, takket være lokale sponsorer.

Opstår der ikke noget uforudset er det forventningen, at renoveringen vil være afsluttet sidst på året i 2021.